Vedtægt
Om FrivilligCenter
Vedtægt for Frivilligcenter og Selvhjælp Haderslev
§ 1 Navn og hjemsted
FrivilligCenter Haderslev og Selvhjælp Haderslev blev stiftet den 31. maj 2010 ved sammenlægning af FrivilligCenter Haderslev og Selvhjælp Haderslev. Foreningen har hjemsted i Haderslev Kommune. Foreningen er medlem af Landsorganisationen Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark (FriSe).
§ 2 Formål
FrivilligCenter Haderslev og Selvhjælp Haderslev
- understøtter, formidler og synliggør frivilligt socialt arbejde i Haderslev Kommune.
- centeret bidrager til social forandring og sammenhængskraft ved at samle foreninger, borgere, kommune og virksomheder om aktuelle sociale forandringer
- skaber mulighed for, at mennesker deler erfaringer om det, der er svært – gensidigt og på lige fod
- spiller en central rolle i det lokale sundhedsfremme- og forebyggelsesarbejde, dels ved egne initiativer, dels i samarbejde med andre
- ønsker at fremme en social bæredygtig kommune, hvor alle gives mulighed for at udfolde sig. Det giver mening og glæde for den enkelte, at tage et personligt, socialt og medmenneskeligt ansvar
Foreningens aktiviteter forestås af frivillige og ansatte medarbejdere. Som frivillig forstås enhver ulønnet person, der varetager foreningens interesser.
Foreningen er partipolitisk neutral og uafhængig af religiøse institutioner.
§ 3 Tavshedspligt
Alle i foreningen er underkastet tavshedspligt i forhold, som den enkelte under udførelsen af sit arbejde i foreningen måtte blive bekendt med og som i deres karakter må betragtes som personlige og fortrolige. Tavshedspligten er også gældende ved ophør som medarbejder eller frivillig.
Hos Selvhjælp Haderslev registreres kun oplysninger, der er nødvendige for at bevare en evt. kontakt til en borger. Registrering sker kun med accept af borger og der er ingen indberetninge til offentlige myndigheder.
Afdelingsleder i Selvhjælp Haderslev godkender alle frivillige ved Selvhjælp Haderslev.
Leder af FrivilligCenter Haderslev og Selvhjælp Haderslev godkender alle frivillige ved FrivilligCenter Haderslev.
§ 4 medlemmer
Alle foreninger og organisationer med et socialt eller sundhedsmæssigt sigte, hvori frivilligt arbejde er en afgørende faktor for foreningens virke – og som er hjemmehørende i Haderslev Kommune, kan optages som medlemmer. I tvivlstilfælde afgør bestyrelsen, om en ansøger kan optages som medlem.
Klubber uden bestyrelse kan optages som medlemmer uden stemmeret.
Støttemedlemmer/ enkeltpersoner kan optages som medlemmer uden stemmeret.
§ 5 Repræsentantskab
Foreningens øverste myndighed er repræsentantskabet, som består af 2 repræsentanter fra hver af de frivillige sociale foreninger, som er medlemmer. Repræsentanterne udpeges af den enkelte forening. For at blive repræsentant skal man have været medlem af pågældende forening i mindst 4 uger.
Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.
Repræsentantskabet indkaldes med mindst 4 ugers varsel ved brev eller pr. mail indeholdende dagsorden. Senest 2 uger før mødet skal tilmelding med navn på deltagere finde sted.
Bestyrelsen indkalder til og fastsætter dagsorden for repræsentantskabsmødet.
Dagsorden skal mindst indeholde:
- Valg af dirigent, referent samt 2 stemmetællere.
- Bestyrelsens beretning.
- Forelæggelse og godkendelse af regnskab.
- Budgetfremlæggelse og evt. fastsættelse af kontingent.
- Indkomne forslag.
- Valg af bestyrelse og suppleanter.
- Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet på repræsentantskabet, skal være bestyrelsesformanden i hænde senest 14 dage før mødet. Indkomne forslag sendes til medlemmer af repræsentantskabet senest en uge før mødet. Ændring af vedtægter kræver 2/3 flertal af de fremmødte.
§ 6 Ekstraordinæt repræsentantskabsmøde
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde indkaldes, når et flertal i bestyrelsen finder det påkrævet, eller når 1/3 af repræsentantskabets medlemmerne ønsker det og skriftligt stiller krav derom med dagsorden.
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes senest 6 uger efter anmodning og varsles som ordinært repræsentantskabsmøde
§ 7 Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 7 medlemmer og 3 suppleanter og det tilstræbes, at der er en bred geografisk repræsentation i bestyrelsen og ligeledes en bred repræsentation af aktører på frivillighedsområdet, der brænder for det frivillige sociale arbejde, har lokalt kendskab og følger udviklingen i lokalsamfundet.
De 5 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter vælges af og blandt de fremmødte medlemmer af repræsentantskabsmødet.
2 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant vælges af og blandt Selvhjælp Haderslevs frivillige.
De 5 bestyrelsesmedlemmer, valgt af foreningerne på repræsentantskabsmødet, vælges for 2 år ad gangen. I lige år vælges 2 medlemmer, i ulige år vælges 3. Suppleanterne er på valg hvert år.
Selvhjælp Haderslevs frivillige vælger hvert år 1 bestyrelsesmedlem til en valgperiode på 2 år. Hvert år udpeges 1 suppleant for de 2 bestyrelsesmedlemmer.
For begge valg gælder, at bestyrelsesmedlemmer max kan genvælges to gange og dermed højst kan sidde i bestyrelsen i seks år.
Bestyrelsen kan udpege yderligere 2 medlemmer uden for foreningens medlemskreds for toårige perioder, så bestyrelsens samlede kompetencebehov tilgodeses bedst muligt. Det kan være repræsentanter fra erhvervslivet, institutioner eller foreninger. Eksempelvis kompetencer indenfor ledelse, strategi, jura, økonomi og kommunikation..
§ 8 Konstituering og tegningsforhold
Bestyrelsen har det overordnede ansvar for foreningens daglige virke.
Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter repræsentantskabsmødet med formand, næstformand og kasserer på første møde efter repræsentantskabsmødet. Dette møde afholdes indenfor 4 uger efter repræsentantskabsmødet.
Formandsposten og næstformandsposten besættes af en af de foreningsvalgte og en af de to selvhjælpsvalgte bestyrelsesmedlemmer.
Kassereren vælges af en af alle valgte bestyrelsesmedlemmer.
Der afholdes min. 6 bestyrelsesmøder årligt. Bestyrelsen fastsætter selv en forretningsorden.
Dagsorden til bestyrelsesmøderne udarbejdes i samarbejde med formanden.
Leder af FrivilligCenter Haderslev og Selvhjælp Haderslev og afdelingsleder i Selvhjælp Haderslev har pligt til at deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.
Frivilligcenter og Selvhjælp Haderslev tegnes af formanden og den valgte eller ansatte kasserer.
§ 9 Ansættelser
Fra 1. april 2023 er der ansat en leder af FrivilligCenter Haderslev og Selvhjælp Haderslev, som refererer til bestyrelsen.
Fra 1. april 2023 er der ansat en afdelingsleder i Selvhjælp Haderslev, som refererer til lederen af Frivilligcenter Haderslev og Selvhjælp Haderslev.
Bestyrelsesmedlemmer udpeget af Selvhjælp Haderslev udgør, sammen med formand og leder for FrivilligCenter Haderslev og Selvhjælp Haderslev, ansættelsesudvalget ved ansættelse af afdelingsleder i Selvhjælp Haderslev.
Bestyrelsesmedlemmer valgt af foreningerne på repræsentantskabsmødet udgør, sammen med formand og afdelingsleder for Selvhjælp, ansættelsesudvalget ved ansættelse af leder for Frivilligcenteret..
§ 10 Samarbejdsaftale.
Der udarbejdes en samarbejdsaftale imellem Haderslev Kommune og FrivilligCenter Haderslev og Selvhjælp Haderslev. Aftalen revideres mindst hvert fjerde år eller, når en af parterne ønsker det.
§ 11 Økonomi
Udgifterne til drift af kontoret søges dækket af statslige og kommunale midler. Udover Grundfinansieringen søges løbende midler fra fonde og puljer – såvel private som offentlige.
Foreningens leder og afdelingsleder udarbejder hvert år et budget for det kommende regnskabsår til godkendelse i bestyrelsen på det sidste bestyrelsesmøde inden årsskifte.
Bestyrelsen er ansvarlig for, at de økonomiske midler anvendes i overensstemmelse med gældende regler og vedtægter.
Bestyrelsen hæfter ikke personligt for foreningens økonomi.
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Regnskabet revideres af statsautoriseret eller registreret revisor.
§ 12 Opløsning af foreningen
Foreningen kan opløses, når 2/3 af de deltagende repræsentanter på 2 på hinanden følgende repræsentantskabsmøder stemmer for.
Foreningens eventuelle overskud skal bruges på almennyttige velgørende formål efter repræsentantskabets beslutning.
Overskud af kommunale tilskudsmidler tilbageføres til kommunekassen ved evt. opløsning af foreningen.
Ovenstående vedtægter er fremlagt og godkendt på det ordinære repræsentantskabsmøde i Hammelev Forsamlingshus.
Hammelev, Haderslev d. 22. marts 2023